Når du får brug for mad og andre dagligvarer, er der usædvanlig mange indkøbsmuligheder i Guldborgsund Kommune. Specielt i Nykøbing F. findes der mange supermarkeder og discount-forretninger samt et stort varehus i Sundby - lige på den anden side af broen til Lolland. Der er også gode indkøbsmuligheder i Marielyst-området med flere supermarkeder - ligesom der heller ikke er langt til nybagt brød hos bageren - og til kvalitetskød og delikatesser hos den lokale slagter. Nyopgravede kartofler, friske jordbær m.m. sælges fra flere gårde. På torvet er der ofte tilbud på friskfangede fisk. Så det er let at leve godt – med sunde og lækre måltider – selv om man bor i en feriebolig lige midt i det ”dovne” sommerland. |